Om os

Om os

Vi er borgere med forskellige politiske ståsteder, baggrunde og fagligheder. Vi deler en bekymring for den stigende polarisering i Danmark, den voksende mistillid til vores fælles public service-institutioner, en markant stigning i antisemitisme og et informationsmiljø, hvor misinformation får bedre vilkår. Gruppen består af forskere, journalister, undervisere, kulturfolk, embedsmænd, studerende og almindelige mediebrugere.

Vi er enkeltpersoner, der hver især har oplevet, hvordan DR’s dækning af Israel og konflikten i Mellemøsten gennem længere tid fremstår skæv, ubalanceret og påvirket af oplysninger, der efterfølgende viser sig ikke at holde. Denne form for dækning præget af misinformation skaber splittelse i befolkningen og forstærker et klima, hvor jødiske borgere i Danmark møder mistænkeliggørelse og en stigende grad af antisemitisme. Den udvikling er alvorlig.

Vi ønsker en uvildig undersøgelse af DR’s Israel- og Mellemøst-dækning, fordi tilliden til vores fælles medier hviler på præcis og afbalanceret journalistik. Public service fungerer bedst, når integriteten står urokkeligt, og når borgerne oplever, at alle parter i en konflikt behandles med samme journalistiske standarder. Derfor ønsker vi en undersøgelse, der ikke bruges i en politisk kamp, men som giver reel indsigt i, hvordan dækningen foregår, og hvilke konsekvenser den har for den offentlige samtale og for danske minoriteter.

Vores initiativ bygger på en grundtanke. En kritisk og løbende diskussion af en stor medieinstitution styrker demokratiet, når den foregår åbent og sagligt. Bekymringen retter sig ikke mod DR som institution, men mod et mønster i dækningen af Israel, som skaber mistillid og forstærker en allerede polariseret debat. Vi ønsker en konstruktiv bevægelse med fokus på faglighed, proportionalitet og ansvarlighed. En uvildig undersøgelse kan skabe klarhed, tryghed og en mere troværdig public service-journalistik.

Dette er et borgerinitiativ. Alle, der ønsker en mere balanceret og tillidsvækkende dækning af konflikten i Mellemøsten, er velkomne til at støtte op.

Initiativtagere: Bent Blüdnikow, Simon de Tusch-Lec, Dan Harder og Jannich Kofoed

Skriv til os på mail@borgerbrev.dk