Skriv under

Uvildig kommissionsundersøgelse af DR’s dækning af Mellemøsten

Med min underskrift bakker jeg op om opfordringen til kulturministeren om at nedsætte en uvildig kommission, der undersøger DR’s dækning af konflikten i Mellemøsten. Formålet er at skabe klarhed om, hvorvidt dækningen samlet set er balanceret og kildekritisk, lever op til DR’s public service-forpligtelser om alsidighed, uafhængighed og proportionalitet, samt om der anvendes gennemsigtige og ensartede standarder for kildevalg, kontekst, genmæle og habilitet.

Baggrunden for initiativet er en udbredt oplevelse af, at DR’s dækning over længere tid har fremstået skæv og ensidig, med et gennemgående kritisk fokus på Israel, som i flere tilfælde har bidraget til en forenklet og unuanceret fremstilling af en kompleks konflikt. En sådan ubalance risikerer at vildlede offentligheden om konfliktens dynamik, aktører og årsagssammenhænge.

Samtidig ses en markant stigning i antisemitisme i Danmark og resten af verden. I dette klima stilles der særligt høje krav til public service-mediernes ansvarlighed, præcision og balance, da ubalanceret konfliktjournalistik kan have alvorlige og utilsigtede følgevirkninger for den offentlige debat samt for minoriteters tryghed og sikkerhed.

 

En uvildig og klart afgrænset undersøgelse skal bidrage til gennemsigtighed, styrke tilliden til DR og medvirke til en mere oplyst og mindre polariseret offentlig debat i en tid præget af misinformation og voksende spændinger.


Dit navn

Hvis du oplever problemer med at underskrive, beder vi dig sende en mail til mail@borgerbrev.dk — så registrerer vi din underskrift manuelt.

Følg os på Facebook: https://www.facebook.com/profile.php?id=61585146912541

Støt ønsket om en uvildig undersøgelse af DR’s Mellemøstdækning

Når en international konflikt bliver en central del af vores indenrigspolitiske virkelighed og præger både den offentlige debat og hverdagslivet for konkrete befolkningsgrupper får DR’s public service et særligt ansvar for at bidrage til oplysning, nuancering og sammenhængskraft.

Vi er borgere på tværs af politiske og faglige skel, som over længere tid har oplevet, at DR’s dækning af Israel og konflikten i Mellemøsten ikke lever op til dette ansvar. En ensidig fokusering på kritik af Israel har bidraget til et ufuldstændigt og disproportionalt billede af en kompleks konflikt og har i praksis forstærket polarisering og mistillid i samfundet.

Vi har dokumenteret 50 eksempler, der peger på et mønster af metodiske svagheder, manglende kildekritik og fravalg af væsentlig kontekst, som udfordrer DR’s public service-forpligtelser om uafhængighed, sandhedspligt og retvisende information. Når problemer som disse gentager sig, fremstår de ikke som enkeltstående fejl, men som redaktionelle praksisser med konsekvenser for den offentlige samtale. Det bidrager til samfundsmæssig splittelse og en forråelse af den offentlige debat, og har samtidig konkrete følger for danske jøder, som i stigende grad møder mistænkeliggørelse og antisemitisme. I en tid med voksende had mod danske jøder er det afgørende at undersøge, hvor denne udvikling har sine rødder, og hvordan offentlig kommunikation og konfliktjournalistik utilsigtet kan forstærke negative forestillinger om jødiske medborgere.

Derfor opfordrer vi kulturministeren til at nedsætte en uvildig kommissionsundersøgelse af DR’s Mellemøstdækning. Formålet er at styrke tilliden til public service gennem klarhed, gennemsigtighed og en fagligt solid gennemlysning af redaktionelle metoder og valg. Hvis du deler dette ønske, er du meget velkommen til at blive medunderskriver. Vi vil overrække brevet til kulturministeren den 1. marts 2026.